Mennesker med mening
Lars Bangert Struwe: Vesten burde have været hårdere overfor Pakistan
Seneste nyheder
Generalsekretær for Tænketanken Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, præsenterer her sin opfattelse af Danmarks og Vestens samarbejde med Pakistan i forbindelse med Talibans magtovertagelse i Afghanistan.
Lars Bangert Struwe
I denne måneds ’Mennesker Med Mening’ har DFS taget en snak med Atlantsammenslutningens generalsekretær, Lars Bangert Struwe, om Pakistans rolle i krigen i Afghanistan. Lars er ph.d. i historie og vidende om dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Lars er desuden medlem af DFS’ bestyrelse.
Atlantsammenslutningen er en sikkerhedspolitisk tænketank og uafhængig folkeoplysningsorganisation, der blev oprettet i 1950 i forbindelse med Danmarks nyerhvervede medlemskab af NATO. Atlantsammenslutningens formål er at oplyse danskerne om udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, og foreningen er medlem af DFS.
I serien ’Mennesker Med Mening’ stiller DFS vores idepolitiske medlemmer en række spørgsmål med afsæt i aktuelle begivenheder, der vedrører medlemmernes mærkesager.
Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza
Du har tidligere udtalt, at Vesten burde have slået hårdere ned på Pakistans såkaldte ’dobbeltrolle’ i krigen i Afghanistan, da det udgør et massivt problem. Hvorfor mener du det?
Vesten har haft svært ved at balancere relationen med Pakistan i forbindelse med krigen i Afghanistan. Vesten ønsker ikke at udfordre Pakistan for meget, da det kan skubbe Pakistan tættere på Kina. Og det kan udgøre en sikkerhedspolitisk trussel for Vesten, da både Kina og Pakistan er i besiddelse af atomvåben.
Men omvendt mener jeg alligevel, at Vesten burde have været hårdere over for Pakistan, når landet åbenlyst har støttet afghansk Taliban, som jo var vores fjende i Afghanistan. Man kunne fx have lukket ned for den økonomiske støtte til Pakistan - eller man kunne i hvert fald have truet med at gøre det. Alternativt kunne man have agiteret for, at Pakistan i højere grad støttede de mere moderate muslimske grupperinger i Afghanistan.
Hvad mener du om den danske regerings samarbejde med Pakistan om at hjælpe de afghanske tolke?
I mine øjne har det har været et nødvendigt samarbejde. Man har simpelthen været tvunget til det, da man stod med et akut behov for at evakuere en stor gruppe mennesker i et geopolitisk klima, hvor Pakistan reelt var den eneste mulighed, man havde. Men det er klart, at det rejser en række spørgsmål. Har vi fx skulle betale en pris for den pakistanske hjælp? Og er der blevet indgået aftaler under bordet, som vi ikke kender til? Det må tiden vise.
Vurderer du, at frygten for, at Pakistan bliver for tæt forbundet med Kina, kan have fremmet den danske regerings villighed til at indgå i et samarbejde med Pakistan?
Ja, helt klart. Danmark og resten af Vesten forsøger til stadighed at holde en tæt relation til Pakistan. Vi ønsker ikke at skubbe dem fra os. Fordi så længe de er tæt på os, så kan vi påvirke dem – også selvom det kan virke paradoksalt. Det er jo det evige dilemma i al udenrigspolitik. Det er mudret spil, og nogle gange bliver man nødt til at gøre ting, der sætter vores humanistiske vestlige idealer under pres.
Hvordan synes du, at Danmark og resten af Vesten skal agere udenrigspolitisk overfor Pakistan i fremtiden?
For det første skal vi blive ved med at holde Pakistan tæt på os pga. en fælles interesse i at bekæmpe regionale terrorreder, som vi så udvikle sig i 1990’erne. Og så skal vi blive ved med at holde et skarpt øje med Pakistans relation til Kina. Det er en fin balancegang, og Vesten og Danmarks udenrigspolitiske ageren overfor Pakistan bliver aldrig sort/hvid.
