Seneste nyheder
Vil I gerne være med til at sætte dagsordenen for EU’s fremtid, eller har I en idé til at gøre viden om EU vedkommende? Så kan I nu søge tilskud fra Europa-Nævnets Pulje C.
Alle kan få projekttilskud – både private personer, organisationer, institutioner og virksomheder. Både små enkeltmandsaktiviteter og store professionelle projekter kan få tilskud. Aktiviteterne skal have hovedfokus på at oplyse eller skabe debat om det politiske samarbejde i EU og Europarådet.
Tilskuddet kan f.eks. bruges til at holde møder og konferencer, udarbejde oplysnings- og undervisningsmateriale, producere tv- og radioprogrammer eller programmer til internettet. Annoncering i forbindelse med projektaktiviteterne støttes også, da aktiviteterne skal være offentlige og gratis.
I denne ansøgningsrunde prioriterer nævnet ansøgninger, der handler om
- Debatter om Europas fremtid: Dels debatter, der i foråret 2022 kan nå at blive del af ”Konferencen om Europas fremtid”, dels debatter der tager tråden fra udfaldet af konferencen op og diskuterer resultatet.
- Markering af 50-året for Danmarks medlemskab af EF/EU: Hensigten skal være at styrke den folkelige debat om hvad EU-medlemskabet har betydet for samfundet og den enkelte på både godt og ondt - samt hvad det forventes at betyde fremadrettet.
Man kan dog godt få tilskud til andre emner.
Mere om puljen
...herunder retningslinjer og ansøgningsskema
Ansøgningsfristen er 11. oktober 2021 kl. 12.00.