Indholdsfortegnelse
Om projektet
Projekttitel: Aftenskolens medlemmer – styrkelse af aftenskoleforeningernes medlemsbase og legitimitet
Organisation: Dansk Oplysnings Forbund
Formål: At styrke aftenskolernes medlemsbase og legitimitet.
Målgruppe: DOF's medlemsskoler
Projektperiode: 2022 – 2023
Kort resume
Projektets tilgang var, at hver skole har sin identitet, som er afgørende for, hvilken metode og indsats, der kan styrke foreningsarbejdet. Udover de fysiske seminarer med ekstern konsulent til inspiration og proces, er det onlinemøder med erfaringsudveksling, der har båret skolernes indsats, og konsulenterne i DOF har understøttet processerne.
Det har været nødvendigt at arbejde med, hvordan indmeldelsesprocedurer kan gøres smidige, da det viste sig at være en barriere for medlemsskolerne. Skolerne har brug for at administrationen er let, så der ikke kommer endnu en tidskrævende opgave. En gruppe skoler har deltaget i brugermøde, hvor vi har diskuteret krav til et online medlemsmodul, som der arbejdes videre med. Udover IT-delen har vi udviklet inspirationsmaterialer, som kan illustrere processen og de forskellige kategorier af medlemmer og niveauer af engagement i foreningen. Disse materialer har vist sig gode til processer med bestyrelser og til afklaring af skolens egne behov og ønsker.
Inspirationskurser har vist sig at være en god ide, derfor har vi udover inspirationsmaterialerne, Trappemodellen og Arketyperne sat fokus på generalforsamlingen. Generalforsamlingens manglende evne til at tiltrække deltagere er et kernesymptom på aftenskoleforeningernes udfordring, og der er behov for fortsat fokus på denne del. Aftenskolerne i projektet har været gennem mange overvejelser, nogle er nået i mål med flere medlemmer og aktiviteter for medlemmer.
Erfaringer
Vi har været positivt overraskede over hvor mange skoler, der gerne ville lytte med og inspireres. Det har gjort indsatsen med at finde og udvikle inspirationsmaterialer vigtigere end forventet. At skabe rum for erfaringsudveksling mellem aftenskolerne, er et af de bedste redskaber vi har til udvikling. Vi har oplevet god interesse for inspiration til at arbejde med temaet, men at det er svært for skolerne at omsætte inspirationen til projekter med specifikke mål. Vores erfaring er, at "indløbsperioden" før et projekt er lang - også længere end man forventer.
Gode råd
Italesættelsen af temaet har brug for lang tid til at komme godt rundt i organisationen. I stedet for at forvente at aftenskolerne hver især laver et projekt, er fokus på "mikrohandlinger" måske mere realistisk.