Dansk Kvindesamfund er nomineret til Bodil Koch-Prisen

Dansk Kvindesamfund er nomineret til Bodil Koch-Prisen

Redaktionel dato: 28. juni 2023

Jakob Engel-Schmidt sætter fokus på ligestilling og diversitet med ny pris. Dansk Kvindesamfund er blandt de 10 nominerede på indstilling fra DFS.

Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza

Ligestilling og diversitet. Det er omdrejningspunktet for kulturminister Jakob Engel-Schmidts nyindstiftede ligestillings- og mangfoldighedspris – Bodil Koch-Prisen – der uddeles for første gang i år.

Prisen uddeles til en person eller organisation, som har ydet en exceptionel indsats for at fremme ligestilling og/eller diversitet inden for kunst- og kulturlivet.

Om prisen udtaler Jakob-Engel-Schmidt.

”(…) Prisen skal hylde dem, der tager ansvar og skaber større ligestilling og diversitet i kulturlivet. Selvom der er sket fremskridt, lever vi i et samfund, hvor der stadig ikke er lige muligheder for begge køn. Det skal vi ændre på. Jeg håber, at prisen kan være med til at sætte fokus på nogle af de projekter og personer, som arbejder for at ændre på tingenes tilstand, og som kan inspirere andre.”

Hvem var Bodil Koch?

Bodil Koch (1903-1972) var en socialdemokratisk politiker, som sad i Folketinget fra 1947-1971. Hun var kirkeminister af to perioder, først en kort periode fra september 1950 – oktober 1950 og så fra 1953-1966. Hun var kulturminister fra 1966-1968. Hun var Danmarks første kvindelige kirkeminister, første kvindelige kulturminister og kun den tredje kvindelige minister i Danmark.

En historisk forankret kvindesag

Der er i alt 10 nominerede til prisen, der spænder bredt fra nytænkende koncertformater til kampen for mangfoldighed på skærmen. Blandt de nominerede er DFS-medlem og Danmarks ældste kvindeorganisation, Dansk Kvindesamfund, der blev stiftet af ægteparret Mathilde og Frederik Bajer i 1871.

Organisationen arbejder med brede ligestillingspolitiske dagsordener, der tilsammen danner rammen om at sikre, at ligestilling mellem kønnene er og forbliver en del af den politiske agenda – nationalt og internationalt.

Igennem årene har Dansk Kvindesamfund kæmpet for vedtagelse af en række epokegørende lovgivninger i Danmark, der vedrører ligestilling. Blandt disse er kvinders stemmeret i 1915, retten til den frie abort i 1974, kvinders ret til krisecenterophold i 2007 og senest samtykkeloven i 2020.

Den folkeoplysende tradition

Det er DFS, som har indstillet Dansk Kvindesamfund til prisen. I motivationen betonede DFS bl.a., at Dansk Kvindesamfund gør ligestillings – og repræsentationsdebatten håndgribelig for en bred målgruppe med afsæt i den folkeoplysende tradition og inddragende og inkluderende fællesskaber.

Og netop det med at række ud til andre er centralt for Dansk Kvindesamfunds direktør, Maria Søndergaard, der hæfter sig ved mangfoldigheden blandt de nominerede:

”Prisen er et fantastisk initiativ, og vi er utrolig glade for at være nomineret. Det er en stor anerkendelse, som vi kan bruge fremadrettet til at fortsætte vores arbejde med at fremme ligestilling og diversitet. 

Samtidig er vi glade for, at der er en stor spændvidde blandt de nominerede. Det viser bredden i det arbejde, der bliver gjort for at styrke kvinder og minoriteters rettigheder, og det skaber grobund for mere samarbejde på tværs af forskellige aktører.”

Læs hele DFS’ indstilling af Dansk Kvindesamfund

Prisen overrækkes på Kulturmødet Mors

Kulturministeren har udpeget en komité af udøvende kunstnere og fremtrædende personer i ligestilling- og diversitetsdebatten på kunst- og kulturområdet, som udpeger vinderen i samarbejde med ministeren.

Komitéen består i 2023 af: Caspar Eric (digter), Christina Rosendahl (filminstruktør), Fallulah (sanger og sangskriver), Marie-Lydie Nokouda (skuespiller), Sofie Linde (tv-vært og forfatter) og Mette Bennedsen (barnebarn til Bodil Koch, MD, ph.d.). 

Vinderen får overrakt prisen – og 100.000 kr. – fredag den 25. august på Kulturmødet Mors.

De øvrige nominerede

  • Anna Neye, skuespiller og manuskriptforfatter
  • Birgitte Possing, Professor Emerita, dr. phil
  • Et Større Billede, et initiativ, som arbejder for større mangfoldighed og repræsentation i dansk TV og film
  • Feminister i rustning, et rollespilsfælleskab for kvinder og nonbinære personer
  • HUN SOLO, et koncertkoncept, der sætter flere kvindelige artister på scenen
  • Kunst & kultur i balance, en tværfaglig, fælles bevægelse, som arbejder for at skabe et inkluderende og diverst kunst- og kulturliv
  • Sargun Oshana, teaterdirektør ved Blaagaard Teater
  • Stine Carsten Kendal, adm. direktør Information og stifter af netværket Ligestilling i Medierne
  • Stregen i sandet, en samlet indsats mod grænseoverskridende adfærd i film-, tv- og scenekunstbranchen