Ytringsforbud kan være til det fælles bedste

”Forbud begrænse friheden til at ytre sig, når ytringen er destruktiv,” skriver formanden for Grundtvigsk Forum. ”Et forbud skal sikre en orden for den gruppe i landet, der holder koranen for særligt hellig.”

Et forbud skal ikke kun gælde afbrænding foran ambassader, også foran moskeer, mener Kirsten M. Andersen

Af Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum

Ytringsfriheden har vide rammer i Danmark, og det princip skal der ikke rokkes ved.

På den anden side er ytringsfriheden ikke total. Der er begrænsninger i loven. Det er forbudt at fremkomme med injurier, ligeledes er det forbudt at true, forhåne og nedværdige grupper på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering. Begrænsningerne rummer alle en indrømmelse af ytringsfrihedens dilemma og den uorden, som den bringer med sig.

Her tænker jeg ikke på at lovgive om tonen. Dannelse og almindelig høflighed er da ofte at foretrække, men det er netop en dannelsessag og ikke at argument for et forbud. Forbud skal sikre orden, begrænse friheden til at ytre sig, når ytringen er destruktiv. Der er således dilemmaer knyttet til ytringsfrihed, som en automat reaktion på forsvaret for dette helt grundlæggende og afgørende princip overser.

Ytringsfrihedens dilemma er noget andet end blot uenighed. Jeg går også ind for at forsvare min modstander og den jeg er helt uenig med til at fremkomme med sine synspunkter. Men når friheden ikke er absolut, er det fordi et forbud i visse tilfælde er til fælles bedste. 

En svær afgørelse

Jeg hylder princippet om ytringsfrihed. Afbrændingen af Koranen er en ytring, som jeg alligevel synes, bør forbydes. Det er jeg kommet frem til, selvom jeg synes, at det er en svær afgørelse. Et forbud kan begrundes i det fælles bedste. Det forbud kan begrundes i en social opmærksomhed, som loven mås sikre.

Stillet over for afbrænding af Koranen, foretrækker jeg en velbegrundet, gerne skarp religionskritik af trossamfunds symboler, traditioner og hellige bøger, men det er jo ikke et argument for et forbud. Det er højst en opfordring til at opføre sig ordentligt og vise så meget respekt, at samtalen søger mere end overfladen og derfor gerne går både vittigt og undersøgende ind i diskussionen af religiøse og kulturelle symboler og traditioner. Et forbud kan således ikke uden videre begrundes i ønsket om en dybdeborende og pågående debat.

Imod et forbud taler til gengæld manglen på proportionalitet. Når provokationen fremkalder voldelige handlinger, bør det ikke være truslen om vold, der bliver udslagsgivende for, hvad der skal forbydes. Misrøgt af en bog kan ikke ligestilles med vold mod mennesker. Politiet har i årevis brugt mandskab på at sikre, at den demonstrative handling ikke blev modsvaret med vold. Det er en pris et samfund, må være parat til at betale.

Forbud kan give mere opmærksomhed

Under valgkampen til folketinget i 2019 var der en dag et helt ekstraordinært opbud af politi i Ribe, hvor jeg bor. Forklaringen fik jeg, da jeg fik øje på Rasmus Paludan i gågaden. Ingen standsede foran ham. Hans demonstration blev ignoreret. Omvendt blev det klart, at med al den omtale, som Rasmus Paludan fik, da han blev forment adgang til folkemødet på Bornholm, er det nærliggende at konkludere, at et forbud vil give ham mere opmærksomhed og måske endda øge sandsynligheden, at han vil opnå valg til folketinget næste gang.

De vide rammer for politiske demonstrationer og retten til at ytre sig frit har muligvis sikret Danmark mod de mest yderliggående politiske bevægelser, fordi de ikke voksede sig store i skyggen af forbud, der kunne være grobund for konspirationer om undertrykkelse.

Afbrændinger blev forudset

Blasfemiparagraffen blev ophævet af et flertal i folketinget i 2017. Straffelovrådet afleverede en vurdering til justitsministeren Mette Frederiksen i 2014. Her fremgik det profetisk: ’Hvis straffelovens §140 ophæves, vil der derfor kunne forekomme offentlige afbrændinger af Biblen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for, hvis afbrændingen ikke umiddelbart fører til forstyrrelser af den offentlige orden.’ Straffelovrådet vurderer det til at være en ’hensigtsmæssig begrænsning af ytringsfriheden’.

Tag fx injurier. Her sikrer et forbud en beskyttelse af personer mod løgn og falske beskyldninger. Forbuddet mod injurier sikrer med andre ord den enkelte borger, og er i et videre perspektiv en beskyttelse af individet til fælles bedste.

Advokat Rene Offersen argumenterede 10. august i Information for, at ophævelsen af injurieloven efterlod et hul i lovgivningen. Rene Offersen udtrykker egentlig sympati for ophævelsen af injurielovgivningen, men argumenterer for, at staten af sikkerhedshensyn må begrænse ytringer. Begrænsningen af sikkerhedsgrunde, finder han, er et godt argument set i forhold til en terrortrussel, men professor i jura Eva Schmidt har argumenteret for, at kan være et bekvemt argument, som potentielt tilsidesætter borgernes retssikkerhed.

Forbud skal sikre orden

I min overvejelse kommer jeg tilbage til, at både friheden til at ytre sig og begrænsningen af den skal tjene et fælles bedste.

Ophævelsen af blasfemiparagraffen efterlod et hul i lovgivningen, en uorden i det offentlige rum, der ikke levner plads for at sikre beskyttelse for det, som nogle borgere holder for helligt. I et sekulariseret og individualiseret frit samfund har det religiøse ikke nogen magt til at autorisere, bemyndige eller bestemme over den enkelte borger

Et sekulariseret og individualiseret, frit samfund sikrer borgernes religionsfrihed, og det betyder, at der er borgere i deres livsførelse og indstilling til livet holder noget for helligt. De samfund, der sikrer religionsfrihed, er bedre at leve i end de samfund, der enten forbyder religion eller som påbyder en bestemt religiøs livsform. Det bør vi tage bestik af.

Politikerne er optaget af, at der ikke må brændes koraner af foran ambassader. Jeg savner, at det indgår i debatten, at der ikke må brændes koraner af foran moskeer. En forbud mod at brænde koraner skal sikre en orden for den gruppe i landet, der holder koranen for særligt hellig, og samtidig sikre, at det er tilladt at lave både satire og komedie om religiøse symboler, traditioner og hellige bøger.