Hils på Sarah

Hils på Sarah

Redaktionel dato: 20. februar 2025

”Hej, jeg hedder Sarah, og jeg er ny praktikant hos DFS i foråret 2025.

Under min praktik skal jeg hjælpe med at styrke DFS’ internationale arbejde for folkeoplysningen. Jeg skal bl.a. undersøge, hvilke muligheder der er for at fremme vores medlemmers arbejde med internationale folkeoplysende aktiviteter, og hvordan de kan finansieres.

Jeg kommer også til at nørde med en ny analysemodel, der – hvis vel alt går vel – skal bruges til at vurdere, hvordan det går med samarbejdet mellem de folkeoplysende foreninger og skoler og kommunerne på tværs af landet. Målet er, at vi på den måde kan være med til at udbrede de gode eksempler på, hvor samarbejdet går særligt godt.   

Derudover er jeg også inde over planlægningen af DFS’ deltagelse på Folkemødet. Her arrangerer og deltager vi igen i events, der sætter fokus på, hvordan dannende og demokratiske fællesskaber kan være med til at skabe et bedre samfund.

Min praktik i DFS er en del af min uddannelse i Socialvidenskab på Roskilde Universitet. I løbet af min studietid har jeg fået en stor interesse for fritids- og foreningslivet, og hvilken rolle det spiller for velfærd og dannelse. Det glæder jeg mig til at bringe i spil og blive klogere på i min nye rolle. 

I min fritid holder jeg meget af natur og outdoor-aktiviteter som vandring og teltture, og så griber jeg enhver mulighed for at rejse et sted hen, hvor man kan dykke, klatre eller surfe. Om vinteren er jeg dog mest hjemme i min sofa med mit strikketøj.”