Gør foredraget poetisk og sanseligt

Gør foredraget poetisk og sanseligt

Redaktionel dato: 18. januar 2023

Grundtvigsk Forum forsøger at give nyt liv til det klassiske foredrag. Sammen med en teatergruppe eksperimenterer de med rummet. Vifo har beskrevet erfaringerne i et notat.

Der deltog også børn i nogle af eksperimenterne med foredrag. (Foto: Vifo)

Der deltog også børn i nogle af eksperimenterne med foredrag. (Foto: Vifo)

For Grundtvig var folkeoplysning det levende ord frem for det døde bogstav. I tråd med den tanke eksperimenterede Grundtvigsk Forum sidste efterår med at udvikle indhold og form i deres foredrag. Formålet var at gøre foredraget relevant for nye målgrupper, inddrage publikum og øge det samfundsengagerende element.

I samarbejde med teatergruppen Teatergrad udviklede de en form, der var mere poetisk og sanselig karakter.

Folkeoplysning er noget, man gør sammen

Videnscenter for Folkeoplysning, Vifo, har fulgt arbejdet, interviewet deltagere og udarbejdet et notat om erfaringerne. Det fremgår af en artikel på Vifo’s hjemmeside.

”For Grundtvig var folkeoplysning i udpræget grad noget, man gjorde sammen. Det var en fælles aktivitet med streg under det aktive. Men hvis man kigger på vores egne aktiviteter nu og måske også lidt ud i folkeoplysningsdanmark, så er der en masse fantastiske ting, man kan gå til, men de kræver måske ikke særligt meget af én,” siger Lise Korsgaard, der er sekretariatsleder i Grundtvigsk Forum, i Vifo-artiklen

”De har på en måde kastet alt det, vi normalt forbinder med et foredrag, op i luften og sammensat det på ny. Deltagerne stod eller sad for det første på gulvet, der var dæmpet belysning i form af lyskæder, og værternes fortælling blev forstærket af underlægningsmusik fra et klaver,” forklarer Line Bilberg, der som analytiker i Vifo har fulgt projektet.

Line Bilberg fortæller også, at deltagerne gav udtryk for, var, at de følte sig inddraget, og at det poetiske og sanselige gjorde, at de følte sig taget med på en rejse, som gjorde positivt indtryk på dem.

Kombimuligheder

Betyder det så, at folkeoplysningen skal lægge det klassiske foredrag på hylden? Det mener Line Bilberg ikke. Vifo fulgte os Grundtvigsk mere klassiske foredragsrække.

”De, der var til det klassiske foredrag, var rigtig tilfredse med det, de fik. Det understreger, at der altid vil være forskellige formater, som tiltaler forskellige målgrupper, og nogle vælger netop det klassiske foredrag, fordi de ved, hvad de får. Nogle foretrækker at modtage viden fra en fagperson fremfor selv at skulle interagere,” forklarer hun i Vifo-artiklen.

Ingrid Ank er akademileder i Grundtvigsk Forum og var vært for eksperimentet. Hun siger til Vifo-artiklen, at det ikke er et enten eller. Hun ser for sig, at man kan tage nogle af elementerne fra eksperimentet og inkorporere det i det klassiske foredrag.

Forventningsafstemning

Line Bilberg har et særligt råd til Grundtvigsk Forum og andre folkeoplysende skoler og organisationer, der vil arbejde med helt nye foredragsformer. Hun mener, at man bør lave en form for forventningsafstemning med deltagerne:

”Det kan være svært, hvis ikke der på en eller anden måde bliver givet nogle rammer for den situation eller samtale, vi befinder os i,” siger hun og henviser til at flere af de voksne deltagere gav udtryk for, at man med fordel kunne have gjort det klart, hvad der blev forventet af dem.

Mere om forsøget