Konkurrenceregler
Indholdsfortegnelse
Kommuner skal ikke tage hensyn til private aktører, når de tildeler støtte til folkeoplysende aktiviteter. Det blev konklusionen på debatten om en vejledning fra Konkurrencestyrelsen.
Private virksomheder kan have aktiviteter, som ligner det, der foregår i folkeoplysende skoler. Det gælder blandt andet danseundervisning og fittness.
Med mellemrum klager danseskoler og fitness-centre over den ”ulige konkurrence” med aftenskoler. De henviser til, at aftenskolerne får offentlig støtte.
Men konkurrencehensynet er ikke relevant i forholdet mellem private aktører og folkeoplysende foreninger.
For det første, fordi det er to væsensforskellige tilbud: Private danseskoler udbyder undervisning i dans. Hvis en aftenskole har dans på programmet, tilbyder de mere end dans. De skal være demokratisk og alment dannende, fremgår det af folkeoplysningsloven.
Formålet med den folkeoplysende voksenundervisning er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i undervisningen at øge deltagernes almene og faglige indsigt og færdigheder. Sigtet er at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
For det andet er aftenskolerne ikke private virksomheder men foreninger, som hverken skal eller må indtjene overskud til udbetaling til en ejerkreds. Det er netop foreningsforholdene, ikke konkurrenceforholdene, som kommunerne skal kontrollere og godkende.
I november 2015 udsendte Konkurrencestyrelsen en vejledning til kommunerne, der skabte tvivl om denne situation. Flere kommuner kom i tvivl, om de skulle ændre deres praksis, når de tildeler støtter til aktiviteter efter Folkeoplysningsloven.
Styrelsen ønskede med vejledningen ”…at vejlede kommunerne om, hvordan man inddrager hensynet til konkurrencen ved fastsættelsen af den lokale tilskudsmodel for folkeoplysende foreninger”.
I vejledningen gav Styrelsen også udtryk for denne vurdering: ” Offentlig støtte, der er lovlig, er ikke nødvendigvis fornuftig.”
Konkurrencestyrelsen forklarede dette således: ”Hvis konkurrencen forvrides til fordel for de folkeoplysende foreninger, er der risiko for, at de private virksomheder afholder sig fra at træde ind på markedet eller forlader det.”
Det førte til et halvt års debat og dialog mellem DFS, idrætsorganisationerne, Konkurrencestyrelsen, regering og folketing, kommunerne og de private aktører. Herefter afholdt Konkurrencestyrelsen møder med kommunerne rundt om i landt. På disse møder slog Konkurrencestyrelsens medarbejdere fast:
- At kommunerne har pligt til at yde støtte efter Folkeoplysningsloven
- At konkurrencereglerne ikke ændrer noget ved denne pligt
- At det er op til kommunerne selv, om de vil inddrage konkurrencehensyn, men de må kun gøre det, når de tildeler forhøjet tilskud til særlige aktivitetsformer og personer med særlige behov
Konkurrencestyrelsen valgte ikke at ændre vejledningen. Men debatten har sikret, at ingen kommuner i perioden efter er gået ud af det spor. Vejledningen har ikke haft nogen forvirrende eller skadelig betydning.
Det er helt malplaceret. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har simpelthen ikke sat sig ind i, hvad folkeoplysning er. Efter min mening går styrelsen langt ud over sine beføjelser, når den vil fortælle kommunerne, hvad der er lovligt men ufornuftigt. Det er en demokratisk beslutning i kommunerne, som styrelsen ikke skal blande sig i. Aktiviteter kan få kommunal støtte efter folkeoplysningsloven, hvis de udføres af folkeoplysende foreninger, og hvis der indgår et folkeoplysende element i kurset. Derfor konkurrerer de folkeoplysende skoler og foreninger i bund og grund ikke med private udbydere. Hvis kommunerne skulle tage vejledningen alvorligt, betyder det i sidste ende, at de ikke skal godkende ”italiensk for begyndere” i en kommune, hvor der også er en privat sprogskole. Det giver ikke mening, og i sidste ende er det en trussel mod hele ideen om den frie folkeoplysning, baseret på foreningsmodellen.
