Marianne ser mennesket – ikke handicappet

”Det er vigtigt for mig, at der er plads til alle, både børn og voksne – uanset hvad de døjer med," siger Marianne Babaloa.

Hver torsdag i Rødekro Svømmehal møder man Marianne Blenner Babalola. Hun er ikke et sjældent syn her, for med 16 ugentlige hold, fordelt mellem Rødekro og Aabenraa, bliver der brugt lang tid i svømmehallen.

Torsdag formiddag møder hun dog ind til et mindre hold, hvor alle er tilmeldt, fordi de både har brug for at fysikken trænes, og at den skånes.

En dygtig træner

Varmtvandstræning har Marianne faktisk så godt styr på, at hun i 2017 vandt Aftenskolernes Sundhedspris.

“Mariannes undervisning er struktureret, men føles som en leg”, var blandt rosen i de mange indstillinger, som ofte handlede om høj faglighed og hård, men sjov træning. Flere skriver endda, at træningen øger deres livskvalitet, fungerer smertelindrende, og altid giver godt humør.

Med deltagere som døjer med lokale lammelser, osteoporose, gigt eller er svært gangbesværede, kan balancen mellem hård og sjov være svær for de fleste. Måske derfor er Mariannes træninger altid fyldt til bristepunktet.

”Det er vigtigt for mig, at der er plads til alle, både børn og voksne – uanset hvad de døjer med.”, siger Marianne.

”Når folk går fra mine hold, skal de føle de har fået noget for pengene og have lyst til at komme igen."

Man gør hvad man kan – og så lidt til

Marianne træner ugentligt alle aldersgrupper og ligesom sine deltagere, nyder hun variationen:

”Det, der trækker mig tilbage, det er forskelligheden. Der er aldrig to timer der er ens, selv på de samme hold”, siger hun, og fortæller om sit svar til en herre, som havde oplevet at få amputeret sine tæer.

”Så behold da dine Crocs på, det gør da ikke noget, sagde jeg. Det var noget af en overvindelse at tage i svømmehallen uden tæer.”

Fokus på holdene er nemlig, at alle deltagerne skal tilgodeses, og at træningen både skal være effektiv, skånsom og sjov. Også selvom man døjer med skavanker. Mange af deltagerne er måske patienter i dagligdagen, men hos Marianne, er de fælles om at være til træning, og det kan være et tiltrængt frirum fra patientrollen.

”Der er jo ikke nogen der kan se hvad der er under vandet”, griner Marianne.

Praktisk erfaring

Og at kæmpe med udfordringer, er ikke nyt. Inden Marianne startede sin karriere som svømmeunderviser, var hun nemlig selv ude for 2 biluheld, som har sat flere permanente spor.

Marianne lader sig dog ikke slå ud, og siger med et grin: ”Jeg vil gerne have, at hver træning er anderledes fra den sidste. Jeg husker ikke så godt efter mine uheld, så det hjælper vist også lidt.”

Af samme årsag har hun også afvist at oprette flere hold, selvom deltagerne står i kø til tilbuddene.

Hos skolelederen oplever de også, at deltagerlisterne udfyldes lynhurtigt, og at kursisterne mener træningen hjælper dem.

”Hun ser ikke deres handicap… Hun kigger på mennesket bag,” siger kursussekretær Nina Reichmann Pedersen, fra AOF Syd.

En længere udvikling

I forbindelse med de mange svømmehold har AOF lejet sig ind i svømmehallerne i Rødding og Aabenraa og modtager et procentvist større kommunalt tilskud til de hensyntagende hold end, hvad der gives ved almene aftenskoletilbud. Holdenes respons er positiv, og foreningen håber på at kunne etablere samarbejde med sundhedsfagligt personale fra de omkringliggende kommuner.

De har nemlig positive erfaringer med at tage henviste patienter ind og er meget villige til at indgå i flere kommunale samarbejder, hvis det skulle komme på tale:

”I andre sammenhænge har vi hold hvor vi tager imod henvisninger fra sundhedsfagligt personale. Det har vi haft stor opbakning omkring”, siger Nina.