Pannahouse
Nomineret til Folkeoplysningens Pris 2023

Pannahouse

Indholdsfortegnelse

Redaktionel dato: 24. august 2022

-----------------

Pannahouse

Pannahouse er indstillet af Souhail Abdeddaim, koordinator i GAME

Pannahouse er en kulturel bevægelse og selvorganiseret forening, som har afsæt i gadeidrætten og panna-fodbold. Panna er en én-mod-én fodboldkamp, der spilles på en specialdesignet, lettilgængelig og flytbar 8-kantet fodboldbane.

Pannahouse ønsker at øge idrætsdeltagelsen ved at sænke barren for dem, der endnu ikke er en del af fritidsfællesskaber. Foreningen inddrager de ikke-foreningsvante unge i foreningens udvikling og formår at skabe trygge og sjove rammer for alle, der deltager. Foreningens aktiviteter og inkluderende fællesskab bidrager bl.a. til at hjælpe udsatte unge ud af kriminalitet og ind i meningsfulde fællesskaber.

Foreningen når ud til talrige unge på de sociale medier og formår at være trendsættere og inspirationskilde for flere tusinde mennesker.

Folkeoplysningens Pris' jury har nomineret Pannahouse med denne begrundelse:

Pannahouse er nomineret til Folkeoplysningens Pris, fordi foreningen tilbyder unge et fællesskab i øjenhøjde, der er fyldt med gadekultur, identitetsskabelse og fælles glæde. Det er et ekstraordinært initiativ, da foreningen tilbyder forenings- og idrætsuvante unge en platform, hvor de kan samles om begejstringen ved panna-fodbold.

De unge bliver inkluderet i de nye fællesskaber, fordi de er nemt tilgængelige – både økonomisk og socialt – og det skaber dermed en lighed mellem idrætsvante og idrætsuvante. Herigennem har foreningen skabt et format, som danner rammen for fællesskaber, hvor børn og unge mødes på nye måder.

Foreningen har en stor gennemslagskraft, der ses i den tilslutning, som der er skabt til en ny sportsgren, og som foreningen har skabt på de sociale medier og i tv-programmer, hvor panna-fodbolden er en inspirationskilde for tusindvis af unge. Foreningen udvikler folkeoplysningen ved at vise, at gadekultur og panna-fodbold kan være en ny vej ind i de folkeoplysende fællesskaber for forenings- og idrætsuvante og udsatte unge.

Mere om Pannahouse