Peoples Future Lab
Nomineret til Folkeoplysningens Pris 2023

Peoples Future Lab

Indholdsfortegnelse

Redaktionel dato: 28. august 2023

--------------------------

Peoples Future Lab

Peoples Future Lab er indstillet af Daniel Kern, udviklingskonsulent i Højskolerne

I 2020 opstartede Højskolerne, 10 danske og 10 udenlandske højskoler projektet ’Peoples Future Lab’ for at udvikle nye bæredygtige idéer. Formålet med projektet er bl.a. at uddanne unge til at initiere bæredygtighedsprojekter i deres lokalområder.

De deltagende højskoler uddanner eleverne til ’bæredygtighedsagenter’, som engagerer sig i deres lokalområder og bidrager til lokale klimatiltag og samler borgere på tværs af generationer til klimahandling med et globalt udsyn.

Via et supplerende globalt samarbejde med andre højskoler inspirerer højskolelærere hinanden til at skabe nye former for undervisning i bæredygtighed og grønne aktiviteter, mens eleverne lærer, hvordan de kan være med til at skabe bæredygtigt engagement og klimatiltag.

Folkeoplysningens Pris' jury har nomineret Peoples Future Lab med denne begrundelse:

Peoples Future Lab er nomineret til Folkeoplysningens Pris, fordi det på ekstraordinær vis kombinerer højskoleelevers lokale engagement og globale samarbejder i arbejdet med klima og bæredygtige initiativer og dannelse.

Projektet skaber nye former for fællesskaber, hvor unge etablerer globale forbindelser med højskoleelever verden over, hvorigennem der opstår ny inspiration, samarbejder og perspektiver på klimaforandringerne. Projektet formår dermed at vise nye veje for civilsamfundets rolle i løsningen af klimakrisen.

Projektet har en stor gennemslagskraft ved at danne bæredygtige borgere, der har færdigheder til at arbejde med den grønne omstilling lokalt, og som samtidig har et globalt udsyn på klimakrisen. Projektet udvikler desuden folkeoplysningen ved at sætte retningen for morgendagens samfund.

Mere om Peoples Future Lab